Gratis Vitello-historie: N for Nutella

NY VITELLO-ALFABETBOG. Vi kender jo alle knægten fra det lille hus ved ringvejen, og vi har fulgt ham gennem tykt og tyndt i indtil videre 18 historier. Nu udkommer Vitello i et helt nyt format: Hans helt egen alfabetbog. Her får du historien om “N – for Nutella”.

af Kim Fupz Aakeson. Illustration af Niels Bo Bojesen.

Vitello elsker nutella. Og Mor har lovet at købe nutella med hjem 1000 gange. Men hun glemmer det igen og igen.
»Nåja,« siger hun. »Næste gang skal jeg nok huske det.«
»Det er et trick,« siger Vitello til William. »De siger de vil købe nutella, men de gør det ikke.«
»Nederen,« siger William.
»Vi tømmer din sparegris og køber vores eget nutella,« siger Vitello. »Vi skal vise de voksne, skal vi.«
Så tømmer de Williams sparegris, og der er lige akkurat nok til det glas med nutella de har nede i det lille supermarked.
»Vi har ikke noget brød,« siger William.
»Og vi har ikke brug for brød,« siger Vitello og skruer låget af. »Vi dypper bare fingrene.«
Vitello og William går hjemad og dypper fingrene i glasset. Det smager godt. Det smager sødt. Det smager nutellask. De ender hjemme på Vitellos værelse.
»Der er meget nutella i sådan et glas,« sige William.
»Virkelig meget,« siger Vitello. »Men vi må hellere tømme det inden min mor kommer hjem, hun bliver sur over de mærkeligste ting.«
Drengene kæmper for at tømme glasset. Det bliver ligesom sødere og sødere og fylder mere, og til sidst er William helt bleg. Det er Vitello
også, bleg og dårlig.
»Jeg må hjem,« siger William. »Jeg har det ikke godt.«
»Pyh,« siger Vitello bare. »Pyha.«
Vitello ligger og holder sig på maven. Lidt efter slår Mor døren op. Hun smiler. »Gæt hvad jeg har til dig?«
»Hvad?« spørger Vitello og hans mave rumler mærkeligt.
»Tadahh!« siger Mor og holder et stort glas nutella op.
»Jeg hader voksne,« stønner Vitello.

–» Læs mere om bogen her