Hyflipit, hvor er det fedt!

Papegøjerne spang gok!

ANMELDELSE. I Peter Adolphsens og Rasmus Bregnhøis billedbog PAPEGØJERNE SPANG GOK! møder vi fire personager fra Århus: Morten, Carlo, Bøffen og Poul, og det århusianske firkløver begiver sig, med en flok kylpiner og andre mærkværdige skabninger i hælene, på en farlig færd i junglen, hvor de kommer ud for ret vilde oplevelser – men det hele ender vist godt. Altså har vi her en klassisk fortælling i ægte aristotelisk forstand. Men spørgsmålet er, om man skal glemme alt om konkret handling og plotstruktur – og i stedet bare lappe lydene, rytmen og de syrede billeder i sig. Det her er nemlig nonsens. Når det er allerbedst!

af Trine May

N

onsensdigtning for børn er ikke et ukendt fænomen, og i Danmark er det især Halfdan Rasmussen og Benny Andersen, der nævnes som kanoniske eksponenter for genren, men også arvtagere som Rune T. Kidde og ikke mindst Marianne Iben Hansen har givet genren nyt liv og status gennem tekster spækket med musikalitet, lækre lyde og sproglig leg – så selve sproget som konstruktion bliver et tema i sig selv.

Nogle nonsenstekster består af ord, der hentet i vores velkendte vokabularium, men sat sammen på utraditionelle måder, så meningen bliver absurd eller morsom. Andre består af lutter nyopfundne ord, hvor intet giver mening, men der udelukkende sættes spot på rytme og lydlig kvalitet, som tilfældet er med Okker Gokker, gummiklokker, erle perle, pif paf puf!

Nyskabende nonsens

Men med PAPEGØJERNE SPANG GOK! er det anderledes: Adolphsen har dekonstrueret sproget og lavet et nyt, men har holdt sig til vores velkendte sprogs regler om syntaks – bøjningsformer, sætningsopbygning osv. mimer med andre ord det danske sprog.

I teksten forekommer indimellem ord, vi kender. De er sparsomme, men de er der: substantiver som junglen, mørket, og trækronerne, og også småord som hvor, i, og, af, ja og ak. Langt de fleste ord er dog nyskabelser, og de er oftest heftige tungebrækkere: vi støder på ord som spinkulodymfle, kraniviba og franympisk. Men selv om de er nyopfundne, fornemmer vi deres ordklasser. Fx er der selvfølgelig en del verber (ja, for hvad er en sætning uden et verbum?). Det fornemmer vi på bøjningen og placeringen i sætningen. Her er både regelmæssigt bøjede verber som spinglede, kvarylede og nympede – og uregelmæssige verber som klav (som vist er et ytringsverbum). Selvfølgelig er her også adverbier, bl.a. med flere variationer over ordet lakrint, lakrynt, lakront osv.

For Peter Adolphsen, som i særlig grad er kendt som voksenforfatter – og endda i den temmelig smalle det af spektret, har sproglige eksperimenter været en gennemgående tråd i hele hans produktion. Et eksempel er kortprosateksten Beretning om sproget gitii, der handler om det uddøde sprog, gitii, som kun havde én vokal (i), og udelukkende bestod af verber og ganske få præpositioner (Små historier 2).

PAPEGØJERNE SPANG GOK! lægger sig i naturlig forlængelse heraf, og med alle sine tekster, hvad enten de er for børn eller voksne, peger Adolphsen til stadighed på sprogets funktion og dets muligheder.

Formen i PAPEGØJERNE SPANG GOK! er forholdsvis stram, idet billedbogen med de klassiske 12 opslag følger et helt fastlagt tekstligt mønster: Der veksles konsekvent mellem opslag, der indeholder en strofe på fire tekstlinjer – og opslag med kun en enkelt.

Hvert andet opslag bidrager således med forskelligt: De fire-linjede strofer bærer handlingen frem (for der er jo en sådan!), mens tiden i højere grad står stille på de en-linjede opslag. Her fornemmer man snarere en art stemningsmættede naturbeskrivelser. Vi møder på disse seks opslag naturfænomenerne junglen, mørket, natblomsterne, trækronerne, månen og stjernehimlen, og de alle antropomorficeres: Mørket krinede og månen krylede. Og det er ikke det eneste, disse one-linere på de seks opslag har til fælles:

De indledes alle på samme måde: Og junglen … Og mørket … Og natblomsterne … Og trækronerne … Og månen … Og nattehimlen …,  og alle seks sætninger fuldendes med variationer over de tre ord krint, kritinsk og lakrint. De bliver andre gange til krint kritinsk lakrynt eller krineti krintisk lakrunt.

Papegøjerne spang gok!

Billeder

Lige så stram den sproglige form er, lige så frit fabulerende er Bregnhøis billeder. Her er virkelig knald på både farver og handling, og stemningerne skifter fra det muntre til det triste for andre gange at være decideret uhyggelige. Her er tale om surrealistiske billeder, og de fire følgesvende finder vi på de fleste opslag – indimellem er de adskilt, men for det meste er de sammen, og af og til dukker andre personer op, ligesom vi møder mærkværdige skabninger, der bogstavelig talt er hverken fugl eller fisk, men søde, sjove, uhyggelige eller skøre væsener.

Også på billedsiden antropomorficeres naturfænomener: Træerne har øjne, næse, mund, arme, fingre, hår osv. Og månen (som to kylpiner, iført rumdragt selvfølgelig, har sat et flag på og nu er på vej væk fra for at betræde en stjerne via en rebstige!) har ligeledes øjne næse og mund.

Hvad er meningen?

Men giver det overhovedet mening at lede efter meningen i et værk som dette?

Vi dansklærere er vant til at lede efter betydning i alle tekster, vi møder, så det kan være svært at lade være og bare læse bogen for lydenes, klangenes og rytmens skyld. Og børn vil uden tvivl også prøve at oversætte volapyksproget til en konkret handling, godt hjulpet af billederne. Vi har 12 scener, der alle er ret syrede: De fire gutter fra Århus oplever lidt af hvert, og deres humør skifter fra scene til scene.

Jeg har prøvet at stikke bogen til et par drenge, og de morede sig heftigt, men kunne ikke lade være med at dechifrere fortællingen. De diskuterede heftigt, mens de bladrede i bogen:

Hvem er kylpinerne? Det da være de tynde, orange væsener.
Men er de gode eller onde?
Hjælper de de fire gutter fra Århus, eller fører de dem ud i uhyggelige verdener?
Og er det Rundetårn med observatoriet på toppen, pigen har i sit hår?
Og hvor er de to andre, mens Børge og Carlo er derinde? Osv.

Værket i undervisningen

Billedbogen er højst anvendelig i danskundervisningen, og jeg vil tillade mig at sige på samtlige klassetrin.

Det kan selvfølgelig være en mulighed i undervisningen at tale om værkets handling, men lad det for alt i verden ikke skygge for arbejdet med sproget. For nonsens handler først om fremmest om sprog, lyd, form og rytme. Spørgsmål som disse kan være muligheder:

Hvilke opslag er uhyggelige? Hvilke er muntre?
Hvordan viser billedet det? Farver? Væsener? Ansigtsudtryk?
Hvordan viser ordene det? Er der lyde i sproget, der er glade, rare, uhyggelige? Hvilke?
Svarer sprogets lyde til billedets stemning?
Hvor i teksten er der replikker? Hvordan kan vi se/høre det?
Hvor er der beskrivelser? Hvordan kan vi se/høre det?

Herefter kan eleverne selv finde på uhyggelige, sjove, glade, frække ord. Eneste regel er, at de ikke må findes i virkeligheden.
Hvordan er fx et voldsomt, et blidt, et sjovt verbum?
Sæt herefter ordene sammen til sætninger, og lav til sidst billeder til.

Sproget i PAPEGØJERNE SPANG GOK! er det rene volapyk, men alligevel fornemmer vi ligheder med vores velkendte sprog, og vi fornemmer en vis struktur i fortællingen.

Men det her er ingen århushistorie. Det er en bog om sprog – verbalsprog og billedsprog. Kast jer over den i undervisningen. I vil uden tvivl få det sjovt.

Og dermed vipilyps og pyratryds!