Alberte Winding: Sorgen skal blive et ar

Alberte Winding

INTERVIEW. Det er traumatisk at miste en forælder som ung. Med sin nye roman, NÅR JEG SAVNER MIN FAR, ønsker Alberte Winding at vise, at selvom sorgen nedbryder, åbner den også for styrke og empati.

Af Julie Marstrand

Bebel er 13 år, og hendes far er forsvundet. Familien ved ikke, hvad der er sket med ham, men de frygter, at han er død. Bebels mor er dybt ulykkelig og sover de fleste dage væk. Derfor er de to børn, Bebel og storebroren Milton, meget overladt til sig selv. Det betyder også, at Bebel står alene med sin sorg over tabet af faren. I det mørke møder vi hende i romanens første linje:

»Når jeg savner min far, sætter jeg lys på vejen, der hvor han forsvandt.«

Egen sorg som kreativ drivkraft

53-årige Alberte Winding, der er musiker og forfatter, mistede selv sin mor som barn og har genkaldt sig følelserne fra dengang i sit arbejde med bogen:

»Det har været rart at kunne besøge den gamle sorg, der er blevet til noget andet i mellemtiden. Der er meget patos i bogen, og derfor skal man opsøge noget oprigtigt, for at teksten ikke falder fra hinanden og bliver kvalmende. Jeg har kunne berolige mig selv med, at det her er følelser, jeg har haft, og jeg oplever, at hvis man selv har haft en følelse, så kan andre også genkende den.«

For Bebel er det svært at navigere i en ny verden, hvor hun efter tabet af faren føler en stor afstand til sine jævnaldrende veninder. De tager i storcentret og køber tøj og har fuld gang i forældreoprør, fester og drenge, men Bebel har ikke overskud til at deltage i det liv.

Hun er et sted, hvor hun faktisk skulle til at leve sit liv, men nu har hun ikke noget. Hun er nødt til at starte forfra.

»Hun er bombet tilbage til sådan noget helt grundlæggende. Altså bare at stå op, gå i skole, spise sin madpakke, prøve at lave en stil, prøve at samle sin familie. Al hendes energi er rettet mod moren og storebroren. Hendes fundament er ødelagt. Hun er et sted, hvor hun faktisk skulle til at leve sit liv, men nu har hun ikke noget. Hun er nødt til at starte forfra,« siger Alberte.

Ikke gode til at rumme andres tab

Bebels oplevelse af ensomhed og følelsen af at være isoleret – både i skolen og derhjemme – kalder Alberte en genganger blandt unge, der mister. Forfatteren har i flere år besøgt børnesorggrupper gennem Børns Vilkår, og hun oplever, at en række ting bliver nævnt gang på gang, når unge fortæller om, hvordan omgivelserne tackler deres tab.

–» Læs om romanen her

»Sorg er en stor ting, vi ikke rigtig kan håndtere. Når nogen har det dårligt, bliver de hurtigt skubbet lidt ud af samfundet, skubbet lidt ud af pigegruppen, der ikke kan forholde sig til det. De synes måske, at man er for selvmedlidende, at man er mærkelig, fordi man kan begynde at græde i timen. Klasselæreren ved ofte heller ikke, hvad hun skal gøre,« fortæller forfatteren.

Alberte forstår godt, at det kan være en naturlig reaktion at tage afstand til andre folks ulykke, og at det kan føles grænseoverskridende at tale med unge om det, der gør mest ondt. Men forfatteren ser også omverdenens manglende reaktion på unges sorg som udtryk for, at vi ikke er gode nok til at rumme det sørgelige. At vi som samfund ikke vil give tabet den plads, det behøver, og lade det være en del af livet.

Det oplever Bebel i NÅR JEG SAVNER MIN FAR.

»Hun har brug for, at nogen siger ’ja, det kan jeg virkelig godt forstå,’ og ikke noget andet. Bare det. Men den adfærd ligger ikke i vores kultur. Vi vil fikse ting, eller også vil vi have dem væk,« siger Alberte.

Det mystiske som forbindelse til følelserne

Alberte ser tendensen til at ville fikse som udtryk for, at følelser måske ikke har nok plads i det moderne samfund, hvor fornuften og det rationelle dominerer. Forfatteren mener dog, at der netop i sorgen kan være brug for, at følelserne får lov til at være dér – midt i det hele – også når de ikke kan forklares med ord.

Den idé har været med til at forme handlingen i NÅR JEG SAVNER MIN FAR, hvor det mystiske og uforklarlige dukker op, da Bebel en aften opsøger den nye dreng, Balder, der er flyttet ind i nabohuset.

Bebel ser et mærkeligt lys, der strømmer fra et af vinduerne i hans hus. Hun går ind, og da hun åbner døren til værelset med lyset, ser hun hele universet og bliver kastet ud mellem stjernerne.

»Det er dejligt uforudsigeligt, at gulvet helt bogstavelig talt forsvinder under én, og man bliver suget gennem universet. Som forfatter giver det også plads til, at man kan tænke en lille smule anderledes, for jeg var jo også selv sådan: ’hvad så nu, hvad skal vi med det her?´, mens jeg skrev,« siger Alberte med genoplevet overraskelse i stemmen.

Forfatteren sammenligner Bebels oplevelse med en drøm, der ikke som sådan er en del af virkeligheden, men hvor det, man oplever, alligevel kan føles ægte og vigtigt:

»Man behøver ikke forholde sig sådan helt realistisk og konkret til tingene, men kan føle mere og have underbevidstheden med. Det er to store ting. Og når der sker et chok i en ens liv, som et tab er, så bliver den del af én selv blottet.«

Skammen over at være glad

Bebel oplever dog ikke kun sorg i NÅR JEG SAVNER MIN FAR. Faktisk er hun fanget mellem to store og modstridende følelser. Savnet af faren og forelskelsen i Balder, der forstår hende, fordi han selv har mistet sin mor. For selvom Bebel ikke har overskud til at deltage i sine veninders drengedrømme, kan hun ikke modstå forelskelsen, da den flytter ind i nabohuset.

Bebels smertefulde splittelse mellem lykke og ulykke er Alberte også blevet inspireret til gennem sin erfaring med unge i sorg:

»Fælles for dem er den kæmpe skyldfølelse i livsglæden og angsten for at glemme den afdøde. Det har jeg puttet i Bebel: ’Hvorfor kommer hele den buldrende forelskelse nu, hvor min far er væk? Og samtidig vreden, altså hold nu op, jeg har ret til det her liv’.«

For Alberte er det også romanens vigtigste pointe. At man som menneske – og særligt som ung – må tillade sig selv at være i live. Ikke glemme den døde, men hele.

»Sorgen skal blive et ar. Den skal ikke forsvinde, men den skal heller ikke være et åbent sår,« siger forfatteren og fortsætter: »Her er et liv, som ikke er levet endnu, og som vil leves. Det er vidunderligt. Unge har en enorm chance for at få en fantastisk tilværelse alligevel. Og det ville jeg gerne sige til teenagerne. Du tager et traume med dig – helt sikkert – men det får dig måske til at blive et bedre menneske at have den smerte med.«

Se også Alberte fortælle om romanen her: