forfærdeligt! Og så forfærdeligt velskrevet!

Anmeldelse: Når man forveksler kærlighed med en saks

ANMELDELSE.  At alle tabuer er nedbrudt i den moderne ungdomslitteratur er efterhånden en velkendt sag, og den netop udkomne roman med den lidt kryptiske titel, NÅR MAN FORVEKSLER KÆRLIGHED MED EN SAKS, er ingen undtagelse. Her er det homoseksualitet – og frem for alt ubærlig omsorgssvigt, der er på dagsordenen, og med motiver som selvskade og drengeprostitution, der dukker op som genkommende, sorte skygger, venter der læseren en hjerteskærende, tragisk og uhyre velskrevet fortælling.

af Trine May

Historien fortælles nøgternt og registrerende i to spor, idet der i korte kapitler veksles mellem Nu og Dengang, og efterhånden som fortællingen skrider frem, får vi gennem de bagudskuende Dengang-kapitler afdækket, hvad der er sket for vores hovedperson, en 15-årig dreng, der har ikke så lidt i bagagen: Hans mor, som han har levet alene med i syv år, siden faren skred, er dybt alkoholiseret, hvorfor han som 13 årig må flytte ud i provinsparcelhuset til sin mormor og morfar. Men heller ikke her er der lutter idyl. Mormoren, som er den eneste, drengen rigtigt relaterer til og mærker ægte kærlighed fra, bliver mere og mere dement, og da hun dør, er der ikke meget håb og lys tilbage.

Morfaren er sært stille, tager ikke rigtigt affære, når han burde, og der ligger en undertekst med en række ubesvarede spørgsmål nedenunder skildringen af ham: Hvorfor gør han ikke noget? Har han forgrebet sig seksuelt på drengen? Vi ved det ikke helt, men der er enkelte antydninger, der måske kunne pege i den retning.

Drengens far, finder vi ud af, har etableret sig med en ny familie, og heller ikke han påtager sig sit ansvar over for den kærlighedsforsømte og -hungrende hovederson. En tivolitur op til jul kan ikke gøre det, og at han optræder aldeles inkompetent, fremgår tydeligt af jeg-fortællerens tanker: Han lyder som et barn, der har klædt sig ud som en voksen.

I det andet spor er vi i nutiden og følger den nu 15-årige drengs kampe med fortiden. Han bor i København med den sympatiske og ti år ældre Mads, som han er kæreste med. Han lider selvfølgelig stærkt af de svigt, han har været udsat for – og de forfærdelige scener, han har været vidne til hos sin mor.

Drengen har udviklet en række tvangsmønstre: han tager iskolde bade, til han ryster af kulde og hans læber er blå, han kaster ofte det op, han spiser, og han kradser jævnligt hul på sin hud, så han konstant går rundt med sår – udenpå og indeni. Det samme gjorde hans mor – og hans mormor. Som han siger: Vi er familien med sår.

Indimellem dukker en jævnaldrende skikkelse op – en dreng, han føler en form for fællesskab med, og som gemmer på en lige så tragisk skæbne, og deres ‘venskab’ ender fatalt. Og brutalt. Det her er hardcore realisme, der kradser, så det gør ondt.

Det er råt, det er usentimentalt, og der er så iskoldt fortalt, at man som læser sidder rystet tilbage.

Flot komponeret

At der krydsklippes mellem de to spor gør, at læseren gradvist får lukket mere og mere op for historien – og lirket mere og mere op til indersiden af den stakkels, stakkels dreng. Også selv om der med den sceniske fremstillingsform konstant fortælles iskoldt og nøgternt udefra. De to spor kædes ofte elegant sammen – ved fx at en lokation eller en vejrbeskrivelse i slutningen af ét kapitel er er den samme i begyndelsen af det næste.

Tilbagevendende motiver er en spilledåse og en lille, sort bog, som stort set er det eneste, drengen ejer. Bogen, som han begynder at skrive i, hjælper ham videre, for som han siger: det er gennem den lille, sorte bog, jeg ånder. Og med spilledåsen, som hans mor sendte ham i fødselsdagsgave (godt nok et halvt år for sent), har han et ‘minde’ om uskyld og barndom, som han krampagtigt, men forståeligt, holder fast i – omend det er et fatamorgana.

Sproget er knivskarpt, og der skæres helt ind til benet

Romanen er skrevet i bedste kortprosastil, og her er ingen forklaringer, uddybninger eller vurderinger. De er skåret væk, så fortællingen fremstår nøgen og enkel. En skrivestil, der er blevet dyrket intenst de senere år i børne- og ungdomslitteraturen af forfattere som Anita Krumbach, Rebecca Bach-Lauridsen og Bent Haller.

Indimellem iklædes personerne dyreskikkelser – faren er således en hane, farens kone et æsel, moren en ørn, Mads en bjørn, hvilket den symbollystne dansklærer sikkert kan få en del ud af.

Trods det komprimerede og fortættede sprog, vrimler det med retoriske stilfigurer som sammenligninger, besjælinger, ellipser og udfoldede metaforiske sætninger som løgnene falder som en hård regn, der bliver ved at gøre ondt i ansigtet, Ordene kommer væltende som små økser og farer gennem lejligheden eller Vinter er sådan en slags søvn, der ikke gør ondt. Det er råt, det er usentimentalt, og der er så iskoldt fortalt, at man som læser sidder rystet tilbage.

Denne roman har bestemt sin plads i grundskolens ældste klasser

 

Romanen i undervisningen

De eksplicitte sexscener mellem mænd kan måske betyde, at nogle dansklærere vægrer sig ved at inddrage romanen i litteraturundervisningen. Det er umiddelbart forståeligt, men vil alligevel være synd – af flere grunde: For det første fordi romanen giver et indblik i en ung drengs skæbne – en dreng, der lider, fordi han har været uheldig med sine forældre. Man bliver simpelt hen klogere på livet og på andre mennesker ved at læse en roman som denne. Eleverne har utvivlsomt set tv-dokumentarer om unge mennesker, der har problematiske familieforhold og lever på kanten, men alt for ofte søbes sådanne skildringer ind i lys- og lydeffekter, effektfulde kameravinkler – og følelserne skæres ud i pap. I Når man forveksler kærlighed med en saks er udtrykket helt og aldeles nøgent. Her er kun ord – og ikke et eneste for meget. Og alligevel er effekten langt, langt stærkere.

For det andet rummer romanen mange muligheder for analytisk fordybelse. Den vil sikkert kræve, at der arbejdes med inferens under læsningen, og oplagt er det at vinkle forløbet ud fra romanens struktur med de to spor, der veksler, dens sprog, dens personskildring – og selvfølgelig dens tematik.

Så denne roman har bestemt sin plads i grundskolens ældste klasser – de allerældste.

Og så burde den være fast pensum på socialrådgiveruddannelsen.