Det største tabu. Ringtved skriver om seksuelt misbrug i familien

Dyt Båt Coconut

INTERVIEW. Det må ikke ske. Men det sker. Derfor har forfatter Glenn Ringtved skrevet DYT BÅT COCONUT, fortællingen om Lasse og Lea, der er ofre for seksuelt misbrug.

Af Julie Marstrand

»Det, jeg vil med bogen, er at give bare ét barn, der sidder i en lignende situation, mod til at få det fortalt. Få taget hul på det, uanset hvor svært det er. Én ting er jo overgrebet, men at fortælle det griber uvægerligt også voldsomt ind i ens liv – og ens families liv.«

Sådan svarer forfatter Glenn Ringtved på spørgsmålet: hvorfor har du skrevet netop denne bog? Vi spørger, fordi DYT BÅT COCONUT, der netop er udkommet i Gyldendals SPURT-serie, er en ubehagelig bog.

Det kan ikke være anderledes, for den handler om seksuelt misbrug i familien. Noget de fleste gerne vil undgå at tænke over og tale om. Det er for hårdt, for voldsomt, for ødelæggende. Men det sker, og netop derfor har Ringtved ønsket at skrive en bog til de børn og unge, det sker for – og til deres kammerater.

»Jeg synes, det er vigtigt for klassekammeraterne at forstå, hvad det er sådan et barn skal igennem. Hvilke konsekvenser det har for barnet eller den unge at fortælle sandheden om et seksuelt overgreb. Og hvordan man kan hjælpe.«

Fra udadvendt til indelukket

I DYT BÅT COCONUT møder vi den 13-årige hovedperson Lasse. Lasse har forandret sig over de senere år. Han er blevet indelukket og ønsker ikke længere at være sammen med venner eller deltage i noget som helst. Han var god til fodbold, men bryder sig ikke længere om at være i omklædningsrummet med de andre drenge.

Hans mor ser uforstående og bekymret til, for Lasse har ikke røbet, hvad der skete den aften hos hans fætter John fire år tidligere. Det har hans moster, Johns mor, nemlig forbudt ham:

»Uanset hvad der er sket, Lasse, så må du aldrig nogensinde fortælle det til nogen,« sagde hun.
»Heller ikke til din mor. Hører du? Du skal bare glemme det.«

Johns mor vælger at beskytte sin egen søn, der har tvunget Lasse til analsex, i stedet for at reagere på, hvad der er sket. Mener Glenn Ringtved, at det er realistisk, at et familiemedlem på den måde ikke hjælper ofret for det seksuelle overgreb?

»Det er realistisk, fordi det var det, der rent faktisk skete for en ung kvinde, jeg kender godt. Det er realistisk, fordi det er så tung en situation pludselig at stå i for en familie. For hvad gør man? Alting bliver brudt op. Og kan man nogensinde blive en hel familie igen? Der er det måske bare nemmere at lægge låg på, at fortrænge det hele,« siger forfatteren.

En hemmelighed som er svær at dele

Glenn Ringtveds nære bekendte turde først som voksen fortælle om det overgreb, hun havde lidt, og det gjorde forfatteren ked af, at han ikke havde vidst, hvad der foregik dengang. At hun havde følt, at hun ikke kunne dele sin hemmelighed med ham eller nogen andre.

»Det berørte mig selvfølgelig meget, fordi det jo i sig selv er en frygtelig ting at blive udsat for, men også fordi jeg som en voksen person i hendes liv aldrig havde set – eller forstået – signalerne. Det berørte mig også meget, at hun havde gået så længe og fortiet det, og at hun var blevet pålagt tavshed og ikke havde haft modet eller mulighed for at fortælle det, fordi hun ikke følte, at hun havde nogen, der var fortrolig nok.«

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix Danmark
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix Danmark

I DYT BÅT COCONUT klikker Lasse, der heller ikke har nogen at tale med, sig ind på et internetforum for ofre for seksuelt misbrug. Her skriver én med profilnavnet Misfit:

»JEG BLIVER VOLDTAGET AF MIN FAR.«

Lasse genkender baggrunden på Misfits slørede profilbillede. Det er hans egen skole! Det lykkes for Lasse at finde ud af, hvem Misfit er, nemlig Lea fra klassen over ham. Han har været bange for hende, fordi hun har en hård attitude og tidligere har overfuset ham. Men måske har han endelig fundet nogen, han kan dele sin hemmelighed med?

De ender med at mødes, og selvom det er næsten umuligt for de to unge at sætte ord på deres oplevelser, går det fremad, og Lea åbner først op:

»Godt. Og du skal vide, at det her er lige så fucking svært for mig, som det er for dig. Okay? Det er min største hemmelighed. Nogensinde. Den eneste, jeg har fortalt det til, er min hund. Og den er død. Så nu er du den eneste, der ved det. Udover idioten, selvfølgelig.«

Men selvom Lea ikke har fortalt nogen om det seksuelle misbrug, har hun råbt om hjælp på andre måder. Noget Glenn Ringtved mener, at alle voksne skal være opmærksomme på i deres omgang med børn og unge – også selvom det kan føles grænseoverskridende:

»Jeg er ikke selv en mester i at konfrontere problemer, men jeg har dog lært, at man er nødt til at tage sig sammen og spørge. Måske endda meget direkte. I Lasses tilfælde går han med en stille drøm om, at nogen skal kunne se det på ham og simpelthen spørge ham, om der er noget i vejen. Selv om han jo ikke umiddelbart har lyst til at snakke om det. Det samme gælder Lea, der synes, at hendes lærere er nogle idioter, fordi hun prøver at signalere på alle mulige måder, blandt andet med cutting, at der er noget helt galt.«

Bogens tossede titel

Og hvad med titlen? Hvorfor hedder en bog, der handler om noget så alvorligt som seksuelt misbrug af børn, noget så tosset som DYT BÅT COCONUT?

»Fordi det jo ER fuldkommen vanvittigt, det der sker for Lasse og Lea. Jeg synes også, det er en god titel, fordi den ligesom distancerer sig lidt fra emnet, og måske vil gøre det nemmere for et barn at gå ind og låne bogen og have den liggende i sin taske,« forklarer Glenn Ringtved.

Hvordan det hele ender skal ikke afsløres her, men det kan godt røbes, at bogen har så god en slutning som muligt for en historie om seksuelle overgreb i familien. Da sandheden kommer frem, bliver det lettere at være til for Lasse og Lea, selvom afsløringerne ikke er uden konsekvenser.

Den gode slutning lægger sig i forlængelse af Ringtveds mål om at give seksuelt misbrugte unge mod til at stå frem. Han understreger:

»Det SKAL fortælles.«