Drengen der fik en hunds hjerte

Drengen der fik en hunds hjerte

BØGER. Drengen, der fik en hunds hjerte, må rejse langt over lossepladsen (måske til verdens ende?) i jagten på sit stjålne hjerte.

Ny børneroman af Louis Jensen. Illustreret af Kamila Slocinska.

En dreng, en hund, en ræv, en rød sommerfugl og sangfugle nok til at fylde to plasticposer. Alle har de fået deres hjerter stjålet af en mystisk kvinde i en sort varevogn. Hun sælger hjerterne, der flyder rundt i gennemsigtig væske i små syltetøjsglas. Hun sælger dem som lykkeamuletter – og menneskehjerter (særligt små børns) er de kostbareste af alle.

Da drengen opdager, at hans hjerte er blevet stjålet og erstattet med en hunds, rejser han ud for at få det igen. Det bliver en rejse over uendeligheden og vinterens losseplads. På vejen finder han hunden, ræven, den røde sommerfugl og sangfuglene – alle hjerte- og livløse. De er skæbnebrødre, og drengen beslutter sig for, at alle skal have deres stjålne hjerter tilbage.

Drengen der fik en hunds hjerte


Men vil det lykkes midt i kulden og elendigheden og med et hjerte, der langsomt, men sikkert forvandler drengen til en hund? Og kan englen Mi hjælpe?

DRENGEN DER FIK EN HUNDS HJERTE er et moderne eventyr om det gode og det onde. Om udholdenhed, kærlighed og menneskets forhold til naturen. Louis Jensen skriver skælmsk, poetisk og dystert og får måske læseren til at tænke over, hvad en bogfinkes sang kan gøre for et menneskehjerte.

 

–» Læs et uddrag af romanen her


Drengen der fik en hunds hjerte 
// Forfatter: Louis Jensen // Illustrator: Kamila Slocinska // Målgruppe: 4.-6. klasse // Sider: 274 sider // Udgivet: 2. september 2016