Han kunne se med barnets blik

PORTRÆT. Navnet Svend Otto S. klinger måske ikke bekendt i alles ører. Men hans billeder lever videre i de børnebøger, han illustrerede med et talent, der placerer tegneren i den absolutte mesterklasse

Af Julie Marstrand

»Kära Svend Otto, Det här är bara ett litet jubelrop med tack för den fina bilderboken som jag nyss har sett. Den var så skön, så det gjorde ont.«

S
ådan skrev Astrid Lindgren til illustrator Svend Otto S. i anledning af hans tegninger til udgivelsen af hendes eventyrfortællinger Suser min lind, synger min nattergal i 1984.

Suser-min-lind
Fra: “Spelar min lind, sjunger min näktergal”, 1984

Måske så hun i ham en kunstner, der – som hun selv – havde en særlig fornemmelse for barnets sprog, blik og verden. Det er i hvert fald sådan Svend Otto S. med al sandsynlighed vil blive husket for eftertiden af de, der kender hans billeder. Og det gør de fleste, om de ved det eller ej.

Naturen som den ser ud – og føles

Svend Otto S. blev født i 1916 som søn af en enlig mor. Hans mor var, indtil tegneren blev 7 år, nødt til at arbejde som tjenestepige, i butik, på fabrik med mere i København, mens bedsteforældrene passede hendes dreng i deres hjem i Nykøbing Falster. Selv har han sagt, at hans oplevelse af naturen her og det lille samfund skabte nuancerne i hans senere billeder.

Naturskildringen og ønsket om at indfange ”det virkelige” er en af illustratorens kendetegn. I hans billeder ånder landskabet; det har personlighed og fortæller med på historien.

Silas
Fra: “Silas og den sorte hoppe”, 1967

Et godt eksempel er den ikoniske omslagsillustration til Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe fra 1967. Bødker giver i teksten få beskrivelser af miljøet, men i Svend Otto S.’ billedsprog fornemmer læseren både historiens tidløshed og Silas’ frihed i det åbne landskab.

Svend Otto S.’ ønske om at opleve og formidle miljøer og naturens stemninger gjorde også, at han tog ud i verden på reportagerejser for at se det, han skulle tegne, før han tegnede det. Illustratoren har været i talrige lande eksempelvis Wales, Kina, Grønland, Færøerne, Rumænien, Niger og Norge for at lave skitser, der senere er blevet til naturtro illustrerede bøger.

Vinder af børnebogens Nobelpris

Da Svend Otto S. i 1978 modtog den internationale børnebogpris H.C. Andersen-medaljen (også kaldet børnebogens Nobelpris), skrev vennen og kollegaen Ib Spang Olsen denne kommentar:

»Nå endelig! […]Han har i al stilhed gennem det sidste kvarte århundrede fyldt Danmark op med tegninger fra alle livets områder: Hans billedverden er blevet en indflettet del af en generations elementære tilværelse. «

Fra: “Da Solen skulle sælges”, 1985

Spang Olsen satte med sin udtalelse også fingeren på et ømt punkt. Hvis Svend Otto S.’ billeder har beriget danske bøger hele vejen fra 1950’erne til 1980’erne, hvorfor er han så ikke bedre kendt og bredere anerkendt? Hvorfor er hans store talent overset?

Måske skal svaret findes ved at kigge på, hvem Svend Otto S. tegnede til. Hvem der var hans største publikum.

Børnebøger kan være kunst

Svend Otto S., der døde i 1996, har tegnet til adskillige voksenudgivelser, men de fleste af hans billeder var til børn. Hans produktion var enorm. Han har skrevet og tegnet 13 børnebøger, og han har skabt nogle af de mest uforglemmelige illustrationer til de klassiske eventyr af H.C. Andersen og Brødrene Grimm.

Fra: “Den lille Rødhætte”, 1970

Ib Spang Olsen mistænkte, at grunden til, at Svend Otto S. ikke var mere berømt, var, at kultureliten ikke delte tegnerens opfattelse af, at billeder til børn har lige så stor værdi, som billeder til voksne. At en billedbog kan være et kunstværk, hvis den er god nok.

»Kunst laves ikke af nogen fra 9-17, selv om de kaldes kunstnere, men når lykken og magien er med, bliver også børnebøger til kunst, uanset om bogen udføres i en fornem grafisk teknik, i oliekridt eller akvarel. Det er jo bare værktøjet,« sagde Svend Otto S. selv om den sag.

Der udover mente tegneren også, at voksne glemmer, at de jo bruger deres barndomserindringer til at se verden igennem:

»De væsentligste oplevelser: solskin, sne, lyde, lugte, dyr, vold, skuffelse, uretfærdighed, etc. har man i 4-5-årsalderen«.

Billedfortælleren Svend Otto S.

På samme måde så Svend Otto S. børn som lige så værdige modtagere af historier som voksne, og han gjorde sig mange tanker om, hvad det betyder at tegne for børn. At man som illustrator af børnebøger får en ganske særlig rolle – nemlig den at være billedfortæller.

»Som billedfortæller behøver vi ingen oplæser. Vi kan tale direkte til barnet, vi kan more det, gøre det trygt, angst, bevæge det, lære det om natur og stemninger, give det grunden til billedforståelse og forhåbentlig også en norm for en smuk bog. Det er jo fremtidens læsere, vi taler til,« sagde illustratoren.

Svend Otto S. ønskede at give børn billeder, der kunne rumme ”det virkelige og det mærkværdige”. En spejling af barnets eget blik på verden, hvor det oplever, at alt kan lade sig gøre. Et eksempel på det finder man i Svend Otto S.’ illustrationer til Grimms eventyr Ulven og de syv gedekid. Her ser vi gedemoderen afbildet, hvor hun syr ulvens maveskind sammen efter at have fyldt dens vom med sten.

Fra ” Ulven og de syv gedekid”, 1977

Det særlige ved billedet er, at både ged og ulv fremstår naturlige og livagtige, men lige så naturligt virker det, at gedemor holder en synål i sin klov. Det virkelige og det mærkværdige smelter sammen til en eventyrlig helhed – ligesom et barn oplever verden.

Læs mere om Svend Otto S.’ bidrag til dansk illustration og litteratur i Billedfortælleren Svend Otto S., en kunstantologi sammensat af tegnerens døtre Annette og Kristin Wiborg.