Gud gider ikke flere møgunger og mandage

INTERVIEW. Kim Fupz Aakeson har skrevet en række børnebøger om Gud, Fanden, Paradis og Helvede – senest ARME DJÆVEL fra i år. Men han er ikke kristen, så hvorfor egentlig? Og hvem er Aakesons Gud?

Af Julie Marstrand

Shakespeare, H.C. Andersen og Bibelen. Det er den hellige treenighed for vestlige forfattere. En brønd af inspiration, som de kan hive den ene idé efter den anden op af, og som aldrig tørrer ud.
Sådan ser forfatter Kim Fupz Aakeson på det. Selvom han ikke selv er religiøs, har han skrevet adskillige bøger og filmmanuskripter med et kristent persongalleri og kristne tematikker. Senest ARME DJÆVEL (2016), hvor den stakkels lille djævledreng Moloch bliver smidt på Helvedes port for at te sig (for) tosset.

Arme-djaevel

»Religion spejler menneskets søgen efter en mening med livet. Det er en måde at svare på al den tvivl og det kaos, vi står i. Diskussionen, som religion rejser, er super relevant. Det er her, vi kan begynde at snakke om det gode og det onde, hvad er rigtigt og forkert. Hvad stiller vi op – både de, der tror, og vi, der ikke gør – med at være mennesker?«

Moloch har kun lært, hvordan man er ond, og han kommer derfor hurtigt i problemer i menneskenes verden.

»Han møder karma-loven. Altså hvis du går og ridser folks biler, får du et par på hovedet. Og så møder han et godt menneske, som er tilgivende og ikke har så travlt med at dømme. Han møder sådan set den smukkeste form for kristendom. Den åbne, humane, tilgivende kristendom. Og han kan ikke stå imod, han har ingen våben.«

Heja Jesus, heja Jesus!

Selvom Kim Fupz altså ikke tror på Gud, er det stadig muligt for ham at finde inspiration i Bibelens historier. Som en bog, der handler om, hvor svært det er at være menneske, mener forfatteren, at den er ret svær at komme uden om. Særligt i børns selskab, hvor store spørgsmål ofte flyder i en lind strøm.

Som da Kim Fupz’ nu voksne datter Sallie blev fem-seks år og fandt ud af, at man kunne dø. Samtidig fandt hun også ud af, at man kunne leve evigt, bare man troede på Gud.

Så tænkte jeg, okay, jeg går lige ind og skriver en børnebog

»Så begyndte hun ligesom at forhøre sig, hvem der skulle med i Himlen, og var meget bekymret over, at jeg ikke skulle. Men hendes veninder skulle jo så i hvert fald med. Og så havde hun sådan en religiøs vækkelse derhjemme. Så stod jeg en dag og vaskede op, mens de lavede et kor inde på hendes værelse, hvor de råbte: ’heja Jesus, heja Jesus’. Så tænkte jeg, okay, jeg går lige ind og skriver en børnebog.«

Det er også barnets blik og åbenhed for verden, læseren oplever i VITELLO MØDER GUD (2009). I bogen har Vitello ’en af de dage med meget øv’ – mest fordi han ikke kender sin far. Men så møder han Gud. På en bænk foran centeret. Med en guldøl. Gud trøster Vitello og kan fortælle, at Vitellos far i virkeligheden er en superengel, og at det er derfor, han ikke har tid til at komme forbi.

Vitello-moeder-gud

»Børn har den dér wauw. Alt kan ske, verden er kæmpestor. Det kan jeg stadig godt lide. Jeg kan godt blive rørt over, at det findes. At de kan tænke så åbent, for jeg ved, hvor nemt det er at lukke døren. Så det er en historie om barnets blik.«

Gud er en Grumpy Dad

Men hvem er så Gud i Kim Fupz Aakesons bøger – altså når han ikke er byens lokale fulderik? Tja, det er faktisk ham selv, indrømmer forfatteren. Den version af ham selv, der er Grumpy Dad. Den trætte Gud, der er far til menneskeheden, og som ikke gider flere møgunger og mandage.

»Grumpy Dad det er mig. Jeg har smurt madpakker i 25 år. Jeg er så goddamn træt,« griner forfatteren og hentyder til, at der er 20 år mellem hans to døtre. Han fortæller, at det giver mening for ham at menneskeliggøre det religiøse og på den måde kombinere det ophøjede med det helt almindelige. Det giver den gnist, der sætter en handling i gang.

Gud-og-Adam-og-Eva

Derfor møder vi i GUD OG ADAM OG EVA (2014) en meget træt Gud. Han har lige skabt verden. Noget er mere vellykket end andet, for eksempel er bjergene lidt for store og hårde – og tidsler, hvad sker der for dem? Så Gud vælger at samle alt det bedste i Paradisets Have. Desværre gider Adam og Eva ikke blive i den. Genkender man en forælders frustration?

I DET SATANS UKRUDT (2013) er Gud gået på pension og har købt en villa i Ballerup med ’en overskuelig have’. Desværre for Alvin, der bor i huset ved siden af, gider Gud virkelig ikke tage sig af menneskers problemer længere. Han vil hellere lave en haveslange med to slags saftevand i og nogle nye, sjove dyr. Det er trist for Alvin, for hans far er død, og hans mor sover hele tiden og vil ingenting. Han har brug for Guds hjælp.

Det-satans-ukrudt

»Det er jo lidt ærgerligt, at alle de dér mirakler skete i gamle dage, hvor vi ikke var der. Jeg synes, det er enormt sjovt at bringe dem ind i en hverdagsramme og sige, hvad nu hvis miraklet kom, hvis nu Gud flyttede ind?«

Alvins mor får det heldigvis bedre til sidst. Hun har drømt, at Gud sagde til hende, at græsset var for højt og bedene fulde af ukrudt. Hun skal i gang! Men gjorde Gud faktisk Alvin en tjeneste på trods af sin gnavenhed? Eller var det Alvin selv, der hjalp sin mor? Det spørgsmål lader DET SATANS UKRUDT forblive ubesvaret.

Blomster og boller i karry

Samme åbenhed for tvivl og søgen efter mening er det Kim Fupz Aakeson bedst kan lide ved religion. Rummet til at stille store spørgsmål. Menneskets moralske ambition om at gøre det rigtige. At være god.

»Religion er en drøm om det perfekte og det fuldendte, og hver gang vi mennesker kommer ind i billedet, bliver det noget rod. Det er jo interessant. For vi vil gerne. Jeg oplever, at der er meget lidt rendyrket ondskab i verden. De fleste af os vil gerne gøre det rigtige.«

Religion er en drøm om det perfekte og det fuldendte, og hver gang vi mennesker kommer ind i billedet, bliver det noget rod

På den måde synes Fupz, at Bibelen og andre religioner rummer almenmenneskelige, gode regler, der også ligner, hvad han har lært sine egne børn – på trods af sin manglende tro på Gud. Men hvad tror forfatteren så egentlig på?

»Karma-loven. Hvis du smider venlighed på bordet, så er det svært at få andet tilbage end venlighed. Der er en sjov form for retfærdighed i den måde, vi opfører os på. Selvfølgelig kan man blive skuffet og synes, at man har været god, og så var der ingen, der så det. Men generelt holder karma-loven: hvad du giver, det vil du få.«

Tættest på Kim Fupz’ eget verdens- og livssyn kommer vi i PARADIS (2011). Historien følger en bedemand, der passer sit arbejde, bor for sig selv, og ikke rigtig gør så meget andet. For hvad er grunden til at købe blomster, når de alligevel visner? Hvorfor lave boller i karry, når det bare er til bedemanden selv?

Paradis

Men da bedemanden, der kan tale med de døde, vil trøste en ung kvinde, der sørger over at have mistet sit liv tidligt, kommer han til at vende op og ned på sit eget liv også. Alt det, kvinden havde set frem til: at åbne frisørsalon, at finde en mand, at få børn og hund og bil, at rejse til de varme lande, det hele er måske også i Paradis, siger bedemanden.

Men han tror jo ikke på Paradis … Til gengæld ved han, at blomster og boller i karry findes. Her. Det samme Paradis, hvad Kim Fupz Aakeson kalder ’vores enestående jordklode’, tror forfatteren på, at vi skal se og arbejde for:

»Jeg tror, vi skal satse på, at det er her. Det kan være, at vi bliver glædeligt overraskede. Nå okay! Der var en øverste etage! Men mit udgangspunkt er, at vi skal få det til at fungere her.«