Elise og den brugte hund

BØGER. Elise er ensom, så hendes far giver hende en hund. Han har ikke råd til en ny, så hunden er godt brugt og har set mangt og meget. Det siger den i hvert fald selv, når den er alene med Elise …

Elise bor med sin mor og far på Vesterbro. Faderen spiller violin til bryllupper og begravelser og nogle gange uden for stormagasinet Illum. Moderen sidder i den brasilianske jungle og overvåger bygningen af en hængebro, hun har tegnet – og Elise savner hende, så det gør ondt.

Derfor giver faderen Elise en hund – hendes største ønske – som trøst. Men de har ikke mange penge, så han køber den meget billigt og meget brugt. Nu sker det sælsomme, at Elise opdager, at hunden kan tale, når de er alene. Den hedder McAduddi, er skotte og har for længe siden fået talegaven af sin mor.

Et eventyr som især Bjarne Reuter kan skrive det – en særlig blanding af alvor og rendyrket ramasjang

Nu følger et eventyr, som især Bjarne Reuter kan skrive det med sin ganske særlige blanding af alvor og rendyrket ramasjang. Elise og den brugte hund holder Halloween, leger, at de er i junglen og får talt til langt ud på mange nætter. Men pludselig forsvinder McAduddi.

Et par dage senere kommer et orkester med trommer og sækkepiber marcherende ned ad gaden, og så ved Elise, at hendes hund er død. Sådan gik det nemlig også til, da McAduddis mor døde. Elise går op på taget af sit hus med sin stjernekikkert for at tænke. Ude i horisonten skimter hun noget uventet. En gul flyvemaskine med det brasilianske flag er på vej mod lufthavnen. Kommer moderen hjem?

ELISE OG DEN BRUGTE HUND er en sørgmunter og livsklog fortælling om at savne, at miste og om at få noget tilbage igen.

 

uddrag32 Læs uddrag

Elise og den brugte hund // Forfatter: Bjarne Reuter // Illustrator: Kirsten Raagaard // Målgruppe: 0.-3. klasse // Sider: 112 // Udgivet: 12. maj 2016