Billedfortælleren Svend Otto S.

Billedfortælleren Svend Otto S.

BØGER. Navnet Svend Otto S. klinger måske ikke bekendt i alles ører. Men hans illustrationer kender du fra nogle af din barndoms største læseoplevelser af for eksempel H.C. Andersens eventyr. I anledning af 100-året for tegnerens fødsel hyldes Svend Otto S. med bog og kunstudstilling.

Da Svend Otto S. i 1978 modtog den internationale børnebogpris H.C. Andersen-medaljen (også kaldet Børnebogens Nobelpris), skrev vennen og kollegaen Ib Spang Olsen:

»Nå endelig! […]Han har i al stilhed gennem det sidste kvarte århundrede fyldt Danmark op med tegninger fra alle livets områder: Hans billedverden er blevet en indflettet del af en generations elementære tilværelse. «

Den generation Spang Olsen refererede til var af gode grunde en anden end nutidens børn, men du vil stadig få endog meget svært ved at finde et børne-bibliotek, der ikke har bøger, som Svend Otto S. har illustreret. Han har ganske enkelt skabt nogle af de mest uforglemmelige eventyrillustrationer til H.C. Andersen og Brødrene Grimm. Dertil kommer hans egne 13 børnebøger, her iblandt den prisvindende TIM OG TRINE (1976).

Hans billedverden er blevet en indflettet del af en generations elementære tilværelse

I anledning af 100-året for Svend Otto S.’ fødsel kommer antologien BILLED-FORTÆLLEREN SVEND OTTO S. med tekster og illustrationer udvalgt af to af tegnerens døtre, journalist Annette Wiborg og grafiker Kristin Wiborg.

Udover Svend Otto S.’ egne tekster om alt fra barndom, inspirationskilder, tanker om børnelitteratur med mere har også kulturjournalist og mag.art. Søren Vinterberg, boghistoriker Christian Kaaber og tidligere leder af Center for Børnelitteratur Kirsten Bystrup bidraget til bogen.

Udgivelsen er (selvfølgelig) rigt illustreret. Kunstudstillingen »Billedfortælleren Svend Otto S. – Eventyr og virkelighed« åbner i Rundetårn den 30. april.

uddrag32 Læs uddrag

Billedfortælleren Svend Otto S. // Udvalgt og redigeret af: Annette Wiborg & Kristin Wiborg //  Målgruppe: Til de voksne // Sider: 248 // Udgivet: 29. april 2016