Berørte Katrine

BØGER. Katrine er 16 år. Hun bor sammen med sin mor, som har mere travlt med kæresten Hønse end med sin teenagedatter. Modsat venner og veninder – er Katrine ikke i gang med en uddannelse, men tjener penge hos Wienerbageren i Centret. Det er udgangspunktet for hovedpersonen i Kim Fupz Aakesons nye ungdomsroman BERØRTE KATRINE.

Sidste forår udkom Fupz Aakesons anmelderroste portræt af en ung mand, der måtte lære at blive voksen uden hjælp fra de voksne omkring sig i romanen PRAGTFULDT, PRAGTFULDT. Dette tema søger forfatteren nu endnu dybere ned i med portrættet af den 16-årige Katrine, som er hovedpersonen i romanen BERØRTE KATRINE.  Katrine kæmper med at tage beslutninger om sin fremtid, og får heller ikke megen hjælp af de voksne omkring sig.

Hendes mor har et alkoholproblem og et forhold til manden Hønse, som træder ind og ud af både moderens og Katrines liv. Katrine er i det store hele overladt til sig selv, og til selv at finde ud af livet og fremtiden, som kan føles så helt igennem uoverskueligt for 16-årig.

★★★★★

… det, der kunne ligne en meget klassisk socialrealistisk ungdomsroman, er snarere en poetisk og fandenivoldsk hverdagsgyser om at turde træffe de rigtige valg i livet

Berlingske

Da Katrine ’hooker op’ med Markus til en fest, bliver hun gravid, og det tvinger hende til at tage nogle beslutninger. Skal hun beholde barnet? Skal hun være sammen med Markus? I hvilken retning skal hendes liv bevæge sig? Hun ved godt, at livet som teenagemor ikke er en dans på roser, men hun har alligevel et spinkelt håb midt i håbløsheden: Måske er det ufødte barn hendes redning? Måske er der alligevel et håb om en lysere fremtid?

BERØRTE KATRINE er en del af Gyldendals SPURT-serie. En serie, der har som mål at fortælle store historier for unge i en kort form. Tidligere udgivelser i serien tæller bl.a. Glenn Ringtveds prisbelønnede EN GOD DRENG.

 

uddrag32 Læs uddrag

Berørte Katrine // Forfatter: Kim Fupz Aakeson //  Målgruppe: 7.-9. klasse // Sider: 112 // Udgivet: 26. februar 2016