Dyr med pels – og uden

BØGER. Bonusforældre, papsøskende, nye venner. Det er besværligt at være barn, når man hele tiden skal flytte og allerhelst vil bestemme over sit eget liv. Sådan er det for Freddy, hovedpersonen i Hanne Kvists bog.

»Jeg skal have det sjovt, mens jeg skriver,« fortæller forfatter Hanne Kvist. Måske er det derfor, hun formår at blande alvorlige emner med humor – og med dyr.

For i DYR MED PELS – OG UDEN er der selvfølgelig masser af dyr. Og dem med pels bliver der ingen af hjemme hos Freddy, for hans mor kan ikke tåle dem. Siger hun. Hun bestemmer, hvor skabet skal stå i familien, men Freddys
nye ven Eskild retter lidt op på det hele. Han får nemlig ikke bare ni idéer om
dagen, han har også en dyreklub og masser af planer, og i DYR MED PELS
– OG UDEN hjælper dét venskab Freddy. Og ikke helt uden drama.

DYR MED PELS OG UDEN er ikke bare skrevet – men også tegnet – af forfatteren selv.

»Mine idéer er næsten altid visuelle, og i dette tilfælde så jeg for mig en historie, der blev til tegninger. Så sådan er det blevet. En lang stime af tegneserieelementer, der blander sig i historien, når Freddy på et tidspunkt holder op med at sige noget,« fortæller Hanne Kvist, som sidste år var nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for bogen TO AF ALTING, som også kredser om børn og familielivet, når mor og far ikke længere er sammen.

“Der er en god balance mellem det alvorstunge og det underholdende, mellem det dybsindige og det lettere pjankede. […] Det er fremragende gjort.”

Weekendavisen

uddrag32 Læs uddrag

Dyr med pels – og uden// Forfatter: Hanne Kvist // Målgruppe: 3.-6. klasse // Sider: 240 // Udgivet: 28. januar 2016