Marianne Verge: “Litteraturen er det bedste sted at gå hen, hvis man er ked af det”

Marianne Verge Foto: Robin Skjoldborg, 2015

INTERVIEW. Marianne Verge er aktuel med børneromanen MONA MORGENGLAD. En bog, der trods den lethjertede titel handler om sorg, men mindst lige så meget om kærlighed, siger forfatteren selv. Kærlighed til dem, der ikke er her mere, til livet, til litteraturen. Og til sig selv.

Af Lonnie Kjer

»Jeg går med sproget,« siger Marianne Verge og svinger med det samme den poetiske pensel, når hun skal beskrive, hvordan hendes fortællinger tager form. For det er aldrig med et plot eller en fast plan i baglommen. Det er historier, der opstår og gror. Og det er sproget, der viser hende vejen.

»Det er noget med at forsøge ikke at være alt for bevidst, mens jeg skriver. Men det kan være en sætning, der bare griber mig. En overskrift eller et udtryk, jeg tager med mig. Ligesom jeg skriver mine personer frem uden at vide på forhånd, hvem de bliver til. Men samtidig skaber jeg mig selvfølgelig undervejs et stort overblik over min historie og over personerne,« fortæller Marianne Verge. Og jeg har en bevidsthed om nogle forskellige niveauer i teksten, der giver mulighed for at ’læse med fordobling’ og gå på opdagelse i sproget.

Mona Morgenglad – med mere

I seneste udspil fra forfatteren blev det til pigen Mona, som har mistet sin mor og sammen med sin far forsøger at komme på fode igen. Familien med det morgenglade efternavn lever på Vesterbro. Sammen. Og alligevel lidt hver for sig.

For selvom far-datterkærligheden er intakt midt i den sorg, de deler, prioriterer faren sine egne behov højt. Skifter jobbet som postbud ud med digterdrømme, mens menuen står på risengrød, og Mona får lov til at cykle rundt alene på Vesterbro. Selv om hendes mor døde, da hun blev påkørt på cykel.

»Monas far er stivnet i sorgen, og han finder ud af, at hans kunstneriske ambitioner som digter er den vej, han må gå for at komme videre. Det har nogle omkostninger for familien, og man kan synes, han er egoistisk og lidt politisk ukorrekt, men han viser jo samtidig sin datter, at han vælger det, der er nødvendigt for ham, for at blive et helt menneske igen. Han gør ikke kun Mona til sit projekt, han har også selv et projekt. I virkeligheden viser han hende, at han er god nok, som han er, ligesom hun er god nok, som hun er. Han viser hende stor tillid og kærlighed og lader hende forstå, at hun også selv har et ansvar for sit liv og for at opsøge det, der gør hende glad. Det kan jeg godt lide, « fortæller Verge om en af hovedpersonerne i Mona Morgenglad.

Kærligheden er drivkraften

Og omdrejningspunkterne i bogen er ’to store ting i et liv.’ Om sorgen, man møder. Og kærligheden, der driver værket. Og alt det liv, Mona står tilbage med.

»Det er kærligheden, der driver bogen. Moren lever ikke længere, men der skal stadig være plads til hende. Sorg tager tid, og selv om det er nogle år  siden, moren er død, er hun en stor del af Monas virkelighed. Samtidig er Mona jo også bare et barn i en skolegård, der er ked af det, indtil hun bliver distraheret af noget andet, der lige sker. «’

Virkeligheden i billeder

På forsiden af bogen står virkeligheden skarpt. Far og datter med ryggen mod morens gravsten. På græsset foran dem ligger en flot indpakket gave, de endnu ikke har åbnet.

»Da jeg så illustratoren Els Cools forside til bogen, gjorde den stort indtryk på mig, og jeg tænkte: Kan man virkelig det i en børnebog? Men ja, det kan man, og det skal man. Forsiden giver plads til fortolkning og samtaler. Børn ser dagligt voldsommere ting på avisernes spisesedler uden antydning af håb. Forsiden til Mona Morgenglad er sørgelig men også fuld af håb.

Samtidig skulle forfatteren også ’opdage’, hvordan hendes hovedperson egentlig – i illustratorens hoved – så ud.

»Det var helt rigtigt, og det har i det hele taget været et spændende og fantastisk samarbejde, vi har haft – og sjovt at gå rundt sammen på Vesterbro for at finde den helt rigtige skole, de gader, jeg beskriver i bogen, tage billeder og på den måde få tingene gjort mere levende. En af de særlige ting ved børnelitteratur er jo, at den ofte skal illustreres, « fortæller Verge, som selv har været opslugt af bøger – og af at skrive – så længe, hun kan huske.

»Og jeg håber selvfølgelig, at masser af børn får glæde af bogen. Og de voksne med. Jeg håber, bogen bliver læst i fælleskaber, og at skoleklasser vil beskæftige sig med den. Netop fordi, den forhåbentlig åbner for gode samtaler om sorg og kærlighed og relationer mellem børn og voksne. Er man ked af det, findes der ikke noget bedre sted at gå hen end ind i litteraturen. Det er det bedste sted at spejle sig, synes jeg.«


Marianne Verge debuterede i 2010 med romanen ’Wendys vidunderlige verden’.
Hun arbejder netop nu på en bogserie til de 2-5-årige.