Grænser er det grimmeste ord i verden

ANMELDELSE. Ida-Marie Rendtorffs novelle LIGE NU ER ALLEREDE I MORGEN er en fortælling om at miste og at skulle give slip.

af Eiler Jensen

Den største sorg ud i verden her
Er dog at miste den, man har kjer

Sådan lyder indledningsstrofen til St. St. Blichers storslåede novelle ”Hosekræmmeren”. Her er der dog ikke tale om en kærlighedsnovelle, men i den grad en fortælling om at miste og at skulle give slip, og det er Ida-Marie Rendtorffs ublandede fortjeneste, at denne læser helt til slutningen tror at læse en fortælling om en skilsmisseproblematik.

Søskende og soulmates

Felicia (som betyder lykke) besøger hver dag sin mor og søster, Cille, og ofte kommer hun for sent hjem, så sent at det går faderen på. Desuden er skolen bekymret over den måde, Fe, som hun kaldes, forsømmer sin skolegang på.
Tingene tårner sig op i denne pige, som i sit smertelige savn bygger en hård skal op imellem sig og omverdenen. Det er så vanskeligt at tackle det savn, som det mistede udgør, at Felicia dagligt opsøger sin mor og falske tvillingesøster, som moderen kalder de to søskende, der er født ganske tæt på hinanden, og som tilmed er soulmates.

Felicia ser Cille overalt. Da hun er inde hos Gerdas Guld for at købe en gave til Cilles fødselsdag, får hun i et cafevindue øje på sig selv og søsteren, der sad der sammen for mindre end et år siden. Nu er Cille der ikke, så Felicia må i stedet købe en halskæde med et hjerte i til hende.
Hjemme på værelset har Felicia et billede hængende af hele familien fra en ferietur til det græske fra året før. Men billedet er revet over i to dele: En halvdel med Felicia og far og en med mor og Cille.

Det er en meget smuk, hjertevarm og troværdig fortælling, Ida Marie Rendtorff har skrevet, den er både velskrevet og flot bygget op.

På vej mod venskab

Det synes som om konflikten er fastlåst, og faderen må sætte ”grimme grænser” for Felicia, som han kalder hende, når der er problemer i luften. Det er slut med at besøge Cille og moderen dagligt. Weekender må række, hvilket er uoverskueligt for Fe.

Men så dukker Peter op. Peter er en sød og rar fyr, der imidlertid bliver mødt af hendes stålsatte modvilje. Han giver dog ikke op, og langsomt udvikles spiren til noget, der kunne blive et venskab.

Vejen går over bordfodbold, hvor Peter får klø af den ”onde Fe”, som han kalder hende, og over mountainbikes.

Situationen, hvor Felicia egentlig blødes op, er en dag, hvor Peters invalide far er faldet ud af sin kørestol og må hjælpes op i den igen, hvilket Peter ikke magter at gøre alene. Ved fælles hjælp får de bugseret faderen op i stolen og kørt ham på hospitalet, hvor han får lagt gips på den brækkede arm, der kom ud af hans brutale møde med gulvet.

Da Peter fortæller, at han med sin familie i weekenden skal med moderen og faderen til deres ødegård i Sverige, og hvor der er en grusgrav, der egner sig fortrinligt kørsel med mountainbikes overgiver hun sig, og først her afsløres det, at Cilles og Felicias forældre ikke er gået fra hinanden, men at Cille og moderen er blevet dræbt i trafikken af en spøgelsesbilist.

Så når Felicia dagligt har besøgt mor og Cille er det altså ikke i deres lejlighed, men på kirkegården.

Og der er da også ved nærmere eftersyn flere ting, der undervejs peger i den retning. Fx er der flere hentydninger til himlen.

Det er en meget smuk, hjertevarm og troværdig fortælling, Ida Marie Rendtorff har skrevet, den er både velskrevet og flot bygget op, og den lægger sig fint op af Blichers novelle, der jo begynder som oven for nævnt, men slutter: Den største sorg ud i verden her er dog at skilles fra den, man har kjer!

Forandring

Og det er her smerten ligger for Felicia. Det er ved at være uopretteligt skilt fra søsteren, hendes lykke bryder sammen, og hun hærdes som stål, så der skal gode tanker til for at ændre på det, en forandring, som faderen ikke alene kan tilvejebringe. Der må et andet, nyt (?) menneske til, igennem hvilken der kan etableres følelser, der bløder det stålsatte op, så Felicia som menneske igen kan finde vej til sig selv.

Når en genforening er umulig i kraft af adskillelsen, så må man forsøge at forsone sig med det uoprettelige gennem fx fortrolighed, nærvær og venskab – i hvert fald gode relationer.

Og selv om grænser er grimme, som Felicia siger, så er de et faktum, som ikke bare hun, men enhver må affinde sig med. Nogen grænser kan man kæmpe med og forandre, det må man så gøre, medens andre er umulige at gøre noget ved. Dem må man respektere, men ikke lade sit liv ødelægge af.

Ingen går igennem livet uden modgang. Det er den lære, Felicia må erhverve sig i en meget ung alder. Og den er forudsætningen for, at hun i fremtiden kan få et godt liv.

Det er en fin fortælling på alle måder. Den har litterært format, den er velskrevet, den er dyb – og den peger på en løsning uden pegefingre. Det er så fint løst, som man kan ønske sig.

Om man nu vil kalde fortællingen en lang novelle eller en kortroman, så vil den være velegnet til at arbejde med i skolen.

Dels er temaet væsentligt – og lige så meget som man kan lave litterær analyse på fortællingen, så kan den måske være endnu mere velegnet til en god og livsfilosofisk diskussion om retten til at generobre sit liv.

Felicia har det jo sådan, at hun næsten ikke synes, hun har ret til at leve sit liv uden sin falske tvillingesøster. Tiden må arbejde for, at man kan generhverve denne ret. Dette vil med god grund kunne italesættes i en filosofisk samtale, hvor der gives plads til at tale: identitet, tab, tomhed, sorg.

Meningen med livet er bestemt et overordnet tema, som det kan være på sin plads at bringe i spil i denne velskrevne og litterært anlagte fortælling.

Og endelig kunne det være en ide at fortolke og tale om forskellen på de to Blicher citater:

(fra indledningen)

Den største sorg ud i verden her
Er dog at miste den, man har kjer

Og (fra slutningen)

Den største sorg ud i verden her
er dog at skilles fra den, man har kjer!