Åh Mona, Mona, Mona

ANMELDELSE.  MONA MORGENGLAD er en tiltrængt, forfriskende og bevægende roman for børn om det tungest tænkelige tema. At miste et nært familiemedlem er gentagne gange tematiseret i børnelitteraturen de senere år: ANNAS HIMMEL, DET SATANS UKRUDT, ELLENS ARK eller MONSTER er alle værker, der formidler det alvorstunge tema, men på ganske forskellig vis, og Marianne Verge gør det med MONA MORGENGLAD på sin helt egen lette og livsbekræftende måde. Smukt ledsaget af Els Cools karakteristiske billeder.

af Trine May

Romanen lægger ud i en scenisk fremstillingsform med direkte du-henvendelser til læseren. Fortællerstemmen, som ikke er hovedpersonens egen, men en udefrabetragtende tredjepersonfortæller, sætter scenen:

Hvis du står på Istedgade i København, og klokken er to om eftermiddagen, og det er en onsdag i oktober, ser du nok en pige med skoletaske på ryggen spurte af sted på en rød cykel med en dreng i en grøn hættetrøje løbende efter sig. Du hører drengen råbe efter pigen, og du ser hundelufterne på pladsen ved den gule gavl løfte deres hænder truende, da pigen drejer ned ad Dannebrogsgade og cykler tværs over pladsen uden at se sig for.

Det her er showing i yderste potens!

Med dette fortælletekniske greb i romanens anslag, zoomer vi efterhånden mere og mere ind på hovedpersonen Mona, og dermed kommer vi gradvist tættere og tættere på hende og den svære situation, hun befinder i: Hun har, kan vi forstå ud fra de sporadiske antydninger, vi får i romanens begyndelse, mistet sin mor og bor nu alene med sin far på Vesterbro. Ydermere er hun ensom og bliver mobbet i skolen, hvilket den upædagogiske gårdvagt godt kan forstå, fordi hun konstant går rundt med en kikset perlehat. Den hat, hendes mor selv havde hæklet, og som hun efterlod, da hun mistede livet i et trafikuheld lillejuleaften tre år tidligere. Perlehatten er et gennemgående motiv i romanen og får dermed en symbolsk betydning. Mona knuger den til sig, sover med den i hånden om natten, men til sidst er hun klar til at afgive den og tager i stedet sin cykelhjelm på. Hun er videre, og hun skal endnu videre – på sin nye cykel.

Vi følger Mona et halvt år – fra de mørke efterårsmåneder, hen over vinteren, til det igen bliver forår. Disse årstidsskift mimer Monas indre udvikling fra det mørke tungsind, hun bærer på i begyndelsen, til lyset kommer i hende igen ved romanens slutning. Også Els Cools stemningsmættede billeder med vanlige referencer til Edward Hopper viser en bevægelse fra noget tungt og mørkt til noget friskt i bevægelse på bogens sidste billede.

Bogens ydre og indre smelter sammen

Bogen er smuk og stilfærdig i sin fysiske form: Opdelt i ikke mindre end 31 korte kapitler, som er bundet sammen i fem overordnede dele, der har hver sin farve og overskrift: Perlehat, Kalv sauté Marengo, Mona sparer lidt på livet, Mona får en hjerteveninde og En julegave på en sommerdag. Hver af de fem dele indledes af et opslag i en mørk farve, hvorpå kun overskriften optræder i negativ. Og efter hvert af disse introducerende opslag indledes det følgende kapitel i ovennævnte sceniske fremstillingsform, og heraf fremgår eksplicit, hvilken måned vi nu er i. Tiden går – og som bekendt heler den alle sår – men ikke uden hjælp.

Selvfølgelig får Mona aldrig sin mor igen, men hun lærer med gode bipersoners hjælp at håndtere sin krise og kommer videre i sit liv uden mor. Romanen slutter på Monas fødselsdag den 5. juni, som ganske symbolsk også er fars dag. Nu er de begge kommet så langt i deres udvikling, at de er parate til at åbne den julegave, mor efterlod. Mona er blevet et år ældre, men i hendes indre er hun vokset betragteligt.

Mona Morgenglad i undervisningen

Her er virkelig stof til analytiske fordybelse i danskundervisningen, og romanen er kærkommen i 3.-4. klassernes litteraturarbejde. Oplagt er det at springe ud i analyser af værkets ydre og indre komposition, dets person- og miljøskildring og de mange symbolske lag, fortællingen har, for derigennem at komme frem til bogens temaer.

Indled gerne forløbet med at forklare eleverne romanens overordnede struktur med de fem  dele, den grafisk er sat op i, og inden for hvilke de enkelte kapitler optræder. I kapiteloverskrifterne er der ofte leget med sproget eller refereret intertekstuelt til salmer, gamle ordsprog eller børnesange: Hattehår, skolegård og kirkegård hedder ét kapitel, mens andre har overskrifter som Lugten i bageriet, En investering for livet, Alle gode gaver eller Den, der kommer med som gæst. Lad eleverne drøfte betydningen af overskrifterne, og også hvilken betydning de intertekstuelle referencer har for deres oplevelse af fortællingen. Lad dem evt. inden romanen læses lave en stor, fælles tidslinje på en væg i klassen, der viser månederne fra oktober til juni. Herpå kan eleverne, mens de læser og arbejder med romanen, påsætte deres arbejder med personkarakteristikker og billedanalyser. Til sidst vil de have en oversigt over værkets komposition og over Monas udvikling.

Persongalleriet er oplagt, ja nødvendigt at tage op. Ud over Mona og hendes far, møder vi Monas tre hjælpere. De er meget forskellige, men fælles for dem er, at de alle får en vigtig betydning for hendes udvikling: Den feterede pianist, Susanne, storbydrengen Danny, der i romanens begyndelse blot benævnes drengen med den grønne hættetrøje og den nye pige i klassen, Trille. Med de tre vigtige bipersoner mødes Vesterbro, Paris og Jylland. Lad eleverne undersøge, hvordan deres forhold til Mona udvikler sig i fortællingens forløb, hvordan Mona udvikler sig – takket være dem, og hvilken betydning de tre hjælpere har for hendes udvikling. Hvad er det, de hver især bidrager med, og hvordan er de skildret – i tekst og billeder?

Monas historie fortælles i vekslende tempi. I den ydre handling går det indimellem meget stærkt: I løbet af en enkelt side har far kvittet sit job, er blevet arbejdsløs, og han og Mona er flyttet. Her er fortælletempoet er højt. Andre gange dvæles der ved detaljerne, og især når vi er i Monas tanker, sættes tempoet ned, og der fortælles langsomt:

Fingrene glider fra den ene side af flyglet til den anden. Musikken stikker i hjertet. Mona holder hårdt om perlehatten i sin lomme og stirrer på en lampe i loftet, der ligner en grankogle, for ikke at komme til at græde.

Lad eleverne finde eksempler på de to tempi og drøfte, hvad denne vekslen betyder for deres oplevelse af handlingen og deres indlevelse i Mona.

Der er en række gennemgående og tilbagevendende motiver og mønstre i fortællingens forløb, som eleverne også kan opholde sig ved: Perlehatten er det stærkeste eksempel, men også risengrød er et genkommende motiv: Mona og far spiser ofte risengrød, Monas tapet ligner risengrød, mekaniske nisser i et juledekoreret butiksvindue fører igen og igen skeer med risengrød op til munden – og det viser sig, at far netop stod og rørte i risengrøden lillejuleaften, da han fik beskeden om, at mor var død.

Miljøskildringen er ligeledes værd at gå på opdagelse i. Vi er på farverige Vesterbro, en landsby i byen, hvor vi, færdes ud og ind ad Nuggis Grill, Happy Kebab og Karma-Kiosk, hvor alkoholikeren vil have skrevet på regning.

Det er Sonja i Saxogade anno 2015, og det er skidegodt. Så perlehatten af for Marianne Verge, og velkommen til Mona Morgenglad i 3.-4. klassernes litteraturundervisning.