Kys din heks!

ANMELDELSE.Der er blevet kysset en del i børnelitteraturhistorien. Tænk bare på Snehvide og Tornerose, foruden alle de frøer, der har måttet lægge mund til. Hver gang er kysset udtryk for en forvandling fra det onde til det gode. Det er også tilfældet i Fupz/Bregnhøis kongeniale billedbog, HEKS.

af Trine May

Her møder vi drengen, der efter forældrenes skilsmisse egentlig har fundet sig godt til rette i en syv-syv-ordning med forældrenes bopæl på hver side af parkeringspladsen. Alt er fint. Altså indtil den dag, faren bebuder, at han har mødt en dame. En dame, han er rigtig glad for. Drengen håber forsigtigt på, at hun ligner hende prinsessen fra England eller den pæne dame med hvide tænder nede i banken … men ak!

En dag står hun pludselig i døren i skikkelse af en heks ved navn Marion van der Wandale. En vaskeægte én af slagsen med alt, hvad det indebærer af langt grønt og stridt hår, gule øjne, rådne tænder, spids hat og vorte på næsen. Ikke alene ser hun ud som en heks, hun opfører sig også som sådan: Brygger mad med hæslige, slimede sager, mens hun hvisker trylleformularer. Og så har hun et guldhjerte, der med hypnotisk kraft dingler om hendes hals. Hold lige helt fest, hvor den mand er blevet forhekset, tænker drengen om sin far. Og inden nogen får set sig om, er hun flyttet ind.

Fortællingen kan utvivlsomt den give anledning til gode grin igen og igen, både hos barnet og hos den voksne

Afheksningen

Drengen opsøger sin veninde Rosa, som bliver hans hjælper. Hun har i et TV-program fået inspiration til, hvordan drengen kan afhekse damen, og det sker (selvfølgelig!) gennem tre prøvelser. Først må han finde hendes rigtige navn, for som Rosa siger: Kan du ikke høre det? Det er der sgu da ingen damer, der hedder i virkeligheden. Dernæst skal han hamre en spids kæp gennem hendes hjerte, og til sidst skal han (selvfølgelig!) give hende et kys.

Billedbogen fortæller i ord og billeder, hvordan transformeringen sker. Gradvist, efterhånden som ‘afheksificeringen’ finder sted, mister den grumme Marion van der Wandale, på både tekst- og billedside, mere og mere af sit hekseydre og -indre, og til sidst, efter kysset, er hun en almindelig og sympatisk dame ved navn Marianne Wind med brunt hår og almindelige tænder. Fortællingen er fuldendt, afrundet, og alt er godt. Indtil drengen på bogens sidste opslag ser sin mor stige ud af en fremmed bil, og hun er ikke alene. Hun ledsages af en trold. En giga, lodden trold.

Bogen er kærkommen i skolens litteraturundervisning. Faktisk har den potentiale til analytisk fordybelse på samtlige trin …

Heks! med potentiale

Ofte anser vi børnelitteratur som en slags mainstream, feel-good-litteratur, der kan nydes igen og igen i hyggelige oplæsningsstunder på barnets sengekant, mens andre fiktioner for børn i højere grad er undervisningslitteratur, der kræver en form for formidling. Men hos makkerparret Fupz/Bregnhøi fungerer deres efterhånden store samproduktion af billedbøger begge steder – de er fortrinlige som oplæsningsbøger i hjemmet, og samtidig besidder de et enormt undervisningspotentiale med mulighed for fokuseret analytisk arbejde i skolens dansktimer. Det gælder også Heks!.

Bogen er kærkommen i skolens litteraturundervisning. Faktisk har den potentiale til analytisk fordybelse på samtlige trin, men er vel umiddelbart mest oplagt i 2.-4. klasse. Her er der rigeligt at kaste sig ud i af analyse og fortolkning af både tekst og billeder, fx med afsæt i personskildringen, kompositionen, genren, Fupz’ veloplagte sprogtone og den velkendte tematik.

En heks med nuancer

Hvad angår personskildringen kunne eleverne oplagt gå på jagt i bogens tekst – og ikke mindst billeder – og undersøge henholdsvis kvindens og drengens udvikling. Lad dem drøfte, hvem der er værkets hovedperson og i den forbindelse komme ind på, hvem der udvikler sig i fortællingens forløb. Heksen udvikler sig åbentlyst i sit ydre, men jo kun for drengen – for omgivelserne er hun den samme, så transformeringen af hende er noget, der udelukkende foregår i drengens hoved. Altså er det ham, der har en krise, han gennemlever – og ham, der er den dynamiske person, idet han udvikler sig fra først at se kvinden, der intervenerer hans verden som en heks – til, ved bogens slutning, at udvise hende den fulde accept. Dette inviterer til aktiviteter om indre og ydre karakteristikker af begge karakterer. Her har vi ikke, som hekse traditionelt fremstilles, en endimensionel, flad person, men et individ med nuancer.

Vendepunkter

I forlængelse heraf vil det være oplagt at se nærmere på værkets komposition. Fortællingen er kronologisk fremadskridende, indskrevet i den aristoteliske skabelon med tydelige vendepunkter, hvor kysset udgør det sidste, der helt symbolsk bevæger drengen frem til accept af sin bonusmor. Men fortællingen har det twist til sidst, at historien kan gentage sig, blot med en trold, der flytter ind hos moren. Lad eleverne finde fortællingens vendepunkter, evt. ved hjælp af stilladseringsark som fx en handlingsbro med begyndelse, midte og slutning, og lad dem på den baggrund skrive den tilsvarende fortælling om, hvordan det går transformeringen fra trold til mand.

Hvad angår sproget, er bogens fortælling en typisk Fupz-tekst med flittig brug af vanlige greb som neologismer (at afhekse, forheksehavn osv.). Der tales i et moderne og ligetil hverdagssprog, og tekstens utallige talemåder som ’den tygger jeg lidt på’ lægger op til at arbejde med at læse med fordobling. Tilsvarende kan der tages fat i tekstens symbolske lag, der som bekendt også skal læses med fordobling, fx kvindens hjerte, som drengen vil hamre en pæl igennem. Ja, hele teksten bør læses med fordobling, idet den som helhed er et billede på et forløb, som de fleste børn kender til og umiddelbart kan spejle sig i.

Velkommen, Heks!

Genremæssigt har værket åbenlyse intertekstuelle links bagud i børnelitteraturhistoriens urfortællinger. Helt oplagt er folkeeventyret med velkendte motiver som heksefiguren, stedmodersyndromet, de tre prøvelser osv., men her placeret i et moderne set up med skilsmissefamilie, Nespresso-maskine i køkkenet og Champions Leagueplakat på væggen. Også metamorfosen og gyser- og vampyrgenren leges der med, så meget vil være genkendeligt for barnelæseren. Lad eleverne gå på jagt efter de mange intertekstuelle referencer, og lad dem drøfte, hvad der opnås med denne dobbelthed i nyt og gammelt og humor og alvor. Fortællingen kan utvivlsomt den give anledning til gode grin igen og igen, både hos barnet og hos den voksne.

Så jeg kysser bogen velkommen – i barnekammeret og på skolebænken. I dette magasin tildeles der hverken stjerner eller hjerter i anmeldelser, men jeg giver Fupz og Bregnhøi seks store kys hver. Lige på munden!