Kåre Bluitgen: “Virkeligheden er fiktionens bedste stof”

Foto: Robin Skjoldborg, 2015

INTERVIEW. Han er kendt for at være ‘ham, der startede Muhammed-krisen’ og for en stribe meget lidt berøringsangste bøger. Inspirationen henter han ude i verden eller – som i forfatterens seneste roman I KAMP FOR KALIFATET – lige ude foran sit eget vindue.

Af Lonnie Kjer

“Er der ting i romanen, der ikke er sket, kan de ske i morgen.”

Sådan siger Kåre Bluitgen om sin seneste roman I KAMP FOR KALIFATET, hvor hovedpersonen, en ung mand, ender som kriger i Syrien. En barsk fortælling om radikalisering, vrede og vejen til paradis. Hentet fra virkeligheden.

“Kontrakten med min læser er, at sådan ser virkeligheden altså ud, og min historie kommer fra den virkelighed, der findes lige ud foran mit vindue. Fra Krudttønden på Østerbro, fra Paris og Syrien, ja, men også fra Indre Nørrebro, hvor jeg har boet. Der har jeg, i overført betydning, mødt min hovedperson masser af gange. Og virkeligheden er fiktionens allerbedste stof. Man kan sige, at stoffet er subkulturelt eller geografisk afgrænset, men det er der jo så efterhånden ikke noget, der kan forblive i en højdigitaliseret og globaliseret verden,” fortæller forfatteren, der er uddannet lærer og journalist.

I kamp for Kalifatet

Bluitgens forfatterskab rummer både billedbøger, noveller, filmmanuskripter og faglitteratur om historie, etik, journalistik og – ikke mindst – ytringsfrihed. I KAMP FOR KALIFATET handler om valg, om livet for en ung mand og om spørgsmålet om radikalisering, som Kåre Bluitgen gerne ser diskuteret.

Han var altid vred. Men han vidste ikke hvorfor. Han var også altid i tvivl, det var noget lort. Det gik ud over ham selv. Han hadede sig selv. Han var en af de vildledte.

fra I KAMP FOR KALIFATET

“Selv om radikalisering kun angår et fåtal, har den enorm indflydelse på den måde, Danmark bliver indrettet på fremover. I den sidste ende er det vores allesammens mentalitet, der bliver påvirket ved både angreb og drastiske modforanstaltninger.”

Ham med Muhammed-krisen

At Kåre Bluitgen er en mand med noget på hjerte, er man ikke i tvivl om, når man kigger på rækken af udgivelser fra hans hånd. Han beskæftiger sig med religioner, er dybt optaget af Islam, har udgivet en kommenteret oversættelse af Koranen og er manden bag børnebogen KORANEN OG PROFETEN MUHAMMEDS LIV.

Sidstnævnte blev den indirekte baggrund for Muhammed-krisen, da Kåre Bluitgens besvær med at finde en illustrator til bogen førte til Jyllands-Postens publicering af de 12 tegninger. Og at være ‘ham, der startede Muhammed-krisen’ klæber stadigvæk til Kåre Bluitgen. Også selv om han egentlig hellere ville koncentrere sig om I KAMP FOR KALIFATET. Irriterende?

“Ja, ikke mindst nu, hvor tiåret for Muhammedkrisen står for døren. Men sådan må det nu engang være, og heldigvis bestemmer forfatteren ikke andet end sin egen bog. Modtagelsen står andre for,” fortæller forfatteren, som har skrevet sine romaner fra både Mellemamerika, Sydafrika og Beirut. Og næste destination er Nordkorea.

“Jeg rejser meget snart dertil i en måned for at skrive en bog derovre fra. Jeg er voldsomt interesseret i religion, og konfucianismen er en af de eneste større af slagsen, jeg endnu ikke har skrevet om, så jeg forventer mig meget af opholdet efter næsten et års forberedelser.”


KÅRE BLUITGENS PRISREGN

Kåre Bluitgen har bl.a. modtaget:
Dansk Forfatterforenings 100-års jubilæumslegat
Gyldendals boglegat for børnebogsforfattere
Danmarks Skolebiblioteksforenings Forfatterpris
Kulturministeriets Børnebogspris
P. A. Heiberg Prisen

 

Læs mere om Kåre Bluitgen og hans udgivelser her.