Romanaktuelle Kasper Hoff: “Min rastløshed er min drivkraft”

Foto: Robin Skjoldborg, 2015

PORTRÆT. Fra radiospil og tv-serier. Til Det Kongelige Teater, billedbøger og en bunke børnebøger. Forfatter og dramatiker Kasper Hoff kommer vidt omkring og kaster sig konstant over nye udfordringer. Heldigvis. For ellers havde vi måske ikke fået glæde af ham som børnebogsforfatter.

af Lonnie Kjer

Det gik egentligt ret godt. Karrieren som dramatiker kørte på skinner, og der var – med forfatterens egene ord – ’hul igennem’. Også hos DR og Det Kongelige Teater, og så bliver det vel ikke meget bedre? Men måske bliver det lidt for nemt og lidt for lidt udfordrende. I hvert fald når man heder Kasper Hoff, forfatter til bl.a. ungdomsromanen SNIPER og succes-serien GAMERZ, som spilleglade drenge og piger i øjeblikket river ned fra hylderne.

Nyt tanker, nye historier

“Jeg vil hele tiden videre. Når jeg er nået i mål med noget, får jeg lyst til erobre nyt land og gi’ mig selv nye udfordringer. Det er måske ikke det taktisk allermest smarte, men det har altid været sådan for mig, at jeg skulle videre. Til et nyt medie, måske en ny målgruppe eller en ny måde at fortælle historier på. Det tvinger mig til hele tiden at tænke nye tanker,” fortæller Kasper Hoff, der, uanset hvad han skriver, har hang til de skæve, fantastiske historier. Og dér er børn et både taknemmeligt og besværligt publikum, fortæller han.

Vi voksne har jo det problem, at vi lider af god smag.

“Børn har ingen pli. Man skal virkelig fange dem, fastholde dem og underholde dem, og så længe de bliver dét, og tempoet i øvrigt er højt nok, så er de meget mere modtagelige end voksne. Vi voksne har jo det problem, at vi lider af god smag. Der er så meget, man ikke kan og må og bør, og det kan stå i vejen for vores oplevelse.”

Hoff med hang til ‘højt til loftet’

Selv ser han ellers ikke den store forskel på at skrive til børn og voksne. Nøgleordene er under alle omstændigheder at få love til at skrive fantastiske historier, finde formen og stilen og vælge grebene. Og så måske tilsætte en tidsmaskine, et sæt siamesiske tvillinger eller en spillegal knægt.

I virkeligheden er der vel ikke så meget, man ikke kan fortælle børn om.

“At skrive en bog er lige som at løse en kryds og tværs. Man skal ramme rigtigt, og alting skal gå op til sidst. Jeg tænker egentlig ikke på at nedtone sproget, når jeg skriver til børn. I virkeligheden er der vel ikke så meget, man ikke kan fortælle børn om. Det handler om måden, du fortæller det på,” siger Hoff, der lader andre om at beskrive virkeligheden og selv holder sig til universer med himmelhøjde.

“Men af en eller anden grund er det sådan, at virkeligheden eller noget, der ligner den, har noget højere status her i landet end fantastiske historier. I dét øjeblik, du tilsætter en tidsmaskine, er det bare ikke så fint længere. Sådan er det. Jeg er næsten ligeglad med, hvilket medie jeg skriver til. Bare jeg kan blive ved med at få lov til at skrive flere fantastiske historier.”

Oplevelser er investeringer

Og forfatterhovedet er fuld af idéer. Det samme er skrivebordsskuffen. “Alle de idéer, der ikke er blevet til noget endnu, smider jeg i en kasse, og så dukker de op igen i en eller anden sammenhæng. Det er lidt ligesom oplevelser. Når man er forfatter, kan man bruge de fleste – også de dårlige. Oplevelser er en slags investering, også selv om det ikke lige kan mærkes i dét øjeblik, du oplever dem. Historien finder som regel sit formål. Eller også gør jeg.”