Marianne Iben Hansen: “Sproget skal mærkes i kroppen”

Foto: Inger Ulrich

PORTRÆT. Rim. Remser. Rytme. Og en smittende begejstring for sproget. Det er er svært at overse eller -høre forfatterens musikalitet i hendes bøger, og rimene har da også haft fat i hende, siden hun var en lille pige. Der gik dog mange år, før hun turde tro på forfatterdrømmen. ‘Men man kan jo ikke vente for evigt.’

af Lonnie Kjer

Det lyder godt, det smager godt, det swinger, og så får Marianne Iben Hansen det nærmest til at lyde legende let, når hun digter og rimer, så selv den mest tonedøve mærker det. Det er det selvfølgelig ikke – nemt – men følelsen i kroppen er god nok. For, som rimet siger, så er det kroppen, der fatter ordene bedst. Og dét er lige præcis en af forfatterindens pointer.

Rim er sprogets legeplads

og rytmen leger med.

Et ord tager det næste

og så drøner de afsted.

 

Dansende og hoppende

med spræl og fis og fest,

lige ind i kroppene,

som fatter den slags bedst.

Marianne Iben Hansen

“Sprog, rim og remser er en helt fabelagtig gave. Det er et fantastisk stykke legetøj, og vi skal virkelig lade børnene mærke ordene og begejstres over lydene og klangene. Ikke bare lære dem ordenes betydning. Sproget skal bruges til alt muligt, ikke kun det seriøse, og rim må ikke blive noget, vi bruger ‘for at stimulere’ børnene. Det er en gave i sig selv,” understreger Marianne Iben Hansen, der gavmildt og hyppigt deler ud af sin egen sprogbegejstring.

Endelig forfatter

Lysten til at rime har hun haft med sig så godt som altid. Men forfatterdrømmen fik først ben at gå på efter et meget langt tilløb.

“Jeg er barn af en arbejderpige fra Esbjerg og en bondesøn fra Ringive. Meget konkret og pligtopfyldende miljø, hvor det gjaldt om at gøre nytte, og det kreative var slet ikke en del af vores kultur. Jeg fik masser af plads til at udvikle min fantasi, men mine forfatterdrømme var og blev noget fremmedartet ‘som man jo ikke kunne leve af.’ Og det er da også svært at leve af det, men jeg kunne måske godt ha’ forsøgt mig lidt tidligere. Når jeg nu endte der alligevel.”

Foto: Inger Ulrich, 2015
Foto: Inger Ulrich, 2015

Da hun endelig sprang ud i det, var det knald eller fald. Drømmen skulle prøves, og droppes hvis det ikke lykkedes hende at få en bog afsat.
“Det var dybest set, fordi jeg blev ældre og indså, at jeg ikke kunne vente for evigt. Små drømme er gode at ha’, men jeg ku’ ikke gå og vente på, at der ville falde en roman ned i hovedet på mig,” fortæller forfatteren, der fik et ja og debuterede med hekserimene i FIKKEDIK OG FALDERINA.

Rim i valsetakt

Og hun rimer heldigvis videre. Med musikken som en eller anden form for grundtone.

“Kunsten ved at rime er at bevare både løssluppenheden og stramheden i sproget. Det er ikke bare godt eller sjovt, fordi det rimer. Jeg er superskrap – topchef hos rimpolitiet. Der skal være en grund til skrive en historie på rim, der skal være sammenhæng, og man må ikke lade sig rive med ud af en tangent. Jeg nørder rigtig meget, men samtidig prøver jeg at lytte med hele systemet for at fange, hvad der vil skrives, og hvordan historiens rytme og musik skal være. En af mine seneste bøger er f.eks. skrevet i valsetakt. Jeg prøvede at slippe udenom, for det er ret svært med det danske sprog, men der var ikke noget at gøre. Ideerne kom i valsetakt, så sådan blev det …”